Erik Kunddahl, Hestefotograf

tekst og foto: René Damkær

På medlemsmødet den 6. maj 2019 fik vi et indblik i Erik Kunddahls liv som professionel fotograf, hvor han har specialiseret sig inden for heste, og samhørigheden mellem heste og mennesker.

Der er sjældent to opgaver som er ens, og vi kom vidt omkring. Lige fra shoots en meget tidlig morgen med military ryttere på brede Bornholmske sandstrande, til et slot i Berleburg hvor Prinsesse Natalie bor og arbejder med sine heste.

Vi så eksempler på en opgave som indtil nu har været i gang et par år, hvor temaet primært er billeder i det urbane miljø. Her arbejdes med en fast ekvipage (Vicky Mathiesen og hendes hest Dejo), og i den nærmeste horisont er der planlagt et shoot omkring Odense Banegård med Vicky/Dejo, hvor vi er velkomne til at komme og se med (datoen er ikke endeligt fastlagt endnu).

Der var eksempler på specialiserede opgaver, fx i en nordsjællandsk troldeskov i et nærmest fantasy-setup med elverpige, hest og 2 tjekkiske ulvehunde.

Erik fortalte om hvordan man kan montere specielt bløde sko på hesten, således at der kan laves billeder indenfor, fx på Odd Fellow Palæet.

En del af Eriks arbejde er for faste kunder, bla. indenfor udstyr og beklædning i branchen. Her så vi hvordan der blev arbejdet med at lave billeder i Italien til et efterårskatalog.

 

Erik havde medbragt en del af det (primært Nikon) udstyr han arbejder med, bla. et 3kg tungt 200mm teleobjektiv med en hurtig blænde på f/2, samt et interessant 135mm objektiv med ”Defocus Image Control”, hvor det er muligt at styre hvor dybdeskarpheden skal ligge ift. fokuseringen.

Det var en interessant aften, hvor der blev stillet masser af spørgsmål og vist en myriade af flotte billeder, godt suppleret af gode fortællinger.

Comments are closed.