foto og tekst: Steffen Jensen
“Langelandsk lilleput-bistand som gør en forskel.”
En af de langelandske ildsjæle, som jeg har mødt i mit arbejde med bogen, og som jeg også har fotograferet en del gange, er kunstneren og kirketjeneren Hans Kjær. I den forbindelse fandt jeg ud af, at Hans også har sit eget mikro-bistandsprojekt i Ghana. Det hele organiseret igennem gruppen Art2Change.
Derfor er den ghanesiske landsby Nnudu – inde i landet ikke langt fra Voltafloden – formentlig det eneste sted i Vestafrika og sikkert også på hele det afrikanske kontinent – hvor enhver kender til Langeland. Men det gør man. Og det gør man på grund af Hans’ og andre gode, energiske langelænderes store indsats.
Nnudu er fattig. Måske ikke efter afrikanske forhold, men i hvert fald efter vore. Alt er helt basalt. Ingen har mere, end de har brug for, og livet er en daglig kamp. Men i de seneste år har beboerne i Nnudu i Ghana fået en lille smule medvind. Bare en lille smule. Lidt hjælp fra ganske almindelige mennesker som dem selv. Helt almindelige mennesker som også bor i et område, som er glemt af magthaverne, og som derfor i mange sammenhænge er overladt til sig selv. Men selvom disse mennesker må kæmpe for at få deres eget samfund i Danmark til at fungere, så har de samtidig overskud til også at hjælpe andre, der i en fjern krog af verden har endnu mindre.
Hans Kjær og de andre langelændere i gruppen samler på Langeland ind til Nnudu og snart også til nabolandsbyen. Alle hjælper med – fra gamle bedstemødre, der hækler grydelapper, og sælger dem på bazaaren, til øens bedrestillede erhvervsfolk i Rotary. Alle yder noget og giver. Hånd i hånd.
“Danmarks fattigste kommune” har overskud til at hjælpe fattige så langt borte som i Afrika, mens mange af Danmarks velhaverkommuner end ikke har nok til at tage sig af flygtninge, der kommer til vores land.
Det langelandske projekt er ganske vist et lilleput-bistandsprojekt, som sammenlignet med de store, der får millioner af kroner fra statskassen, landsindsamlinger og gallakoncerter transmitteret på landsdækkende TV, må synes lidt ligegyldigt, men hver eneste krone fra en langelænder med et stort hjerte går ubeskåret direkte til de taknemmelige borgere i Nnudu. Intet… overhovedet intet går til administration.
Indtil nu er det blevet til computere til 2-3 skoler, skolemøbler og en generel opgradering af skolebygningerne. Et forsamlingshus. En lerklinet bageovn som nu på det sidste besøg, som I kan se billeder fra her, er blevet udvidet til et helt bageri med to gasovne. Ikke at forglemme, at de allerfattigste i to landsbyer også får en syge- og sundhedsforsikring, der giver dem mulighed for gratis hospitals- og lægehjælp.
Det er sikkert ikke meget i det store perspektiv, men det gør en forskel, og borgerne i Nnudu er ikke blevet objekter for professionelle bistandsarbejdere i store hvide Toyota Landcruiser’s med kontorer i hovedstaden, værelser på et fint hotel med 24-timers room service, en enorm organisation i baghånden og lokalt ansatte assistenter. Det er et miniprojekt, hvor en enlig mor får en udrangeret el-symaskine fra en af efterskolerne på Langeland, og pludselig kan hun lave en mini-business, men nok til at skaffe lidt penge til mad og drikke til sig selv og sine børn.
Og de “udsendte” fra Langeland betaler selv af egen lomme for deres rejser og ophold, og alle bor indlogeret hos de lokale i landsbyen, så ikke bare kommer disse penge også landsbyens borgere til gavn, men ingen er international bistandsmedarbejder, der kommer for at hjælpe de underudviklede. Det er venner fra én landsby, der hjælper deres venner i en anden. Der er en symmetri i partnerskabet, som man sjældent ser ved den slags projekter, og det gør en forskel, tror jeg.
Det er dette lille projekt, jeg har fulgt i Ghana og fotograferet til min Langelandsbog ”Et yndigt Land”.
