Bestyrelsens årsberetning for 2022

Bestyrelsens årsberetning

Ved FO2RUMs generalforsamling den 22. januar 2023

Når vi kigger tilbage på 2022, skal vi kun tilbage til marts måned for at finde vores seneste generalforsamling. Selvom coronaen efterhånden virker meget langt væk, satte den også sit præg på starten af 2022, og derfor kunne vi først få lov til at mødes til en generalforsamling den 28. marts 2022.

Den aften havde vi besøg af Per Valentin, som udover at være formand for Selskabet for dansk fotografi også er en prisvindende fotograf og visuel kunstner. Per Valentin holdt sit oplæg ”Kan man købe et billedsprog?”., hvor han fremviste sine billeder og art director projekter, og satte fokus på de mange visuelle elementer, der er med til at skabe et billedsprog – som f.eks. brugen af lys og skygge til at frembringe stilhed og dramatik i billedet.

I starten af april gik det mindre dramatisk for sig da fotoklubben inviterede på inspirationstur til Johannes Larsen Museet i Kerteminde for at se udstillingen ”Hindsholm – den landfaste ø”. Udstillingen var kurateret af Finn Thrane, som denne dag også stod for rundvisningen af fotoklubbens 11 deltagere. Udstillingen viste seks fotografers skildring af det nordfynske Hindsholm, heriblandt anerkendte landskabsfotografer som Kirsten Klein og Henrik Saxgren. Efter rundvisningen stod den på frokost i museets hyggelige café.

Da vi nåede til maj, var det blevet tid til at få besøg på Kvægtorvet af fotograf og musikredaktør Simon Staun fra Fyens Stiftstidende. Simon har gennem sine mange interviews med både danske og internationale musikere en helt unik adgang til at portrættere disse. Simon havde dog ikke altid været fotograf, og fortalte derfor også om hans rejse fra at være skrivende journalist til at lære at svinge et kamera – og i den forbindelse udfordringerne ved at overbevise bl.a. musikselskaberne om, at han som journalist faktisk godt kunne finde ud af at fotografere musikerne til artiklerne. Det må man sige, at han kan!

Også i juni forfulgte vi emnet portrætfotografering, da fotoklubben afviklede en heldags-workshop udi ”on location” model- og portrætfotografi. Til at lede udflugten rundt i Odenses bybillede og undervise deltagerne havde vi inviteret den dygtige kursusarrangør og fotograf Jesper Koefoed, som tidligere har hjulpet os med at afholde en workshop i fotoredigering i Lightroom. Vi havde også inviteret modellen Anja, som tålmodigt stillede op til portrættering alle mulige og umulige steder på Odense Havneø. Dagen igennem blev der eksperimenteret med poseringer, reflektorer, lys og flash i det skarpe sommerlys. Jesper delte ud af tips og tricks om alt lige fra modelinstruktion til lyssætning, og alle gik hjem med hovedet godt fyldt op. Heldigvis var sommerferien lige rundt om hjørnet.

På den anden side af ferien startede vi op med en photo-walk i og omkring Munke Mose. Gåturen var oprindeligt planlagt til en lørdag i august, men da den pludselig faldt sammen med en ”TV 2 festival” på Egeskov Slot, tog vi i stedet på gåtur i starten af september. Formålet med turen var, ligesom sidst, at mødes med sine gode kollegaer til en gå-kaffe og undervejs forsøge at ”gøre hinanden gode” med erfaringsdeling omkring de motiver, vi stødte på undervejs. Det var en rigtig hyggelig dag i godt fotovejr, og der vistnok også taget et par billeder undervejs.

I november var dagene blevet kortere, og derfor mødtes vi igen (indendørs) på Kvægtorvet. Denne gang for at for at nørde fotogrej og lege videre med portrætter og lyssætning, men i et kontrolleret setup. Deltagerne medbragte hver især deres foretrukne kameragrej og fortalte lystigt de andre om deres erfaringer med dette udstyr og besvarede spørgsmål om alt lige fra batterilevetid og kameraets ergonomi til lysfølsomhed og automatiseret ansigtsgenkendelse. Samtidig blev der afprøvet flash triggers og eksperimentet med Rembrandt lys på Lars Agergaards afsavede dukkehoved.

Inden jul nåede vi en lærerig og tilbagevendende begivenhed, nemlig en aften med portfolio review. Her fik deltagerne mulighed for at fremvise en flok af deres bedste skud fra året, der var gået, i bytte for modtagelse af konstruktiv kritik/feedback fra de øvrige deltagere. Samme aften kunne Ebbe Rosendahl fremvise vinderbillederne fra den årlige landsdækkende fotokonkurrence under Selskabet for dansk fotografi. Der var rigtig mange gode skud iblandt, og det var som altid en stor inspiration at se både fotoklubbens egne billeder og SDFs billeder.

Så hvad bringer 2023 for FO2RUM? I aften har vi selvfølgelig fornøjelsen af den enormt dygtige teater- og reklamefotograf Emilia Therese og hendes eventyrlige billeder. Men derudover kan vi glæde os over at kigge ind i et forår og en sommer med fokus på emner, der spænder lige fra street fotograf til krigsfotografi, ligesom vi også kan glæde os til både en fototur uden for Kvægtorvets mure og til nørderier med det analoge fotografi i mørkekammeret. Efteråret er endnu ikke planlagt i detaljen, men vi håber at kunne være værter for endnu en stor workshop og lignende lærerige aktiviteter for alle FO2RUMs medlemmer.

Det bliver godt og inspirerende, og vi glæder os til at ses med jer alle! Tak for et godt år.

Bestyrelsen,

  1. Mikkel Ploug Madsen, Lars Agergaard, René Damkær Henningsen, Ebbe Rosendahl, Alexis Grimm og suppleant Carsten Reenberg

Comments are closed.