af Steffen Jensen
Den siciliansk langelandske kunstner Alfio Bonanno foran et af hans kunstværker ved Messinastrædet på Sicilien. Foto Steffen Jensen
Portrætfotografiet er langt mere interessant, end jeg først troede. Min ”opdagelsesrejse” udi genren er først lige begyndt, og målet er langtfra nået, så der er lang vej endnu.
Dette er den anden artikel i min serie om portrætfotografiet. Jeg kunne sikkert også skrive ”den anden og sidste artikel”, men hvis jeg fornemmer det korrekt, er portrætfotografiet et næsten uudtømmeligt emne, som man aldrig bliver færdig med at udforske, så det vil sikkert også være sært, om dette bliver den sidste artikel, jeg skriver om det. Så det er indtil videre den anden artikel om mine udflugter indenfor portrætfotografiet. Hvor det ender, ved jeg ikke. Jeg lærer hele tiden nyt. Og portrætfotografiet er en utrolig interessant genre indenfor fotografiet, som jeg blot lige er begyndt at dyrke. Der er stadigvæk masser af uudforskede sider af genren, som skal forsøges, undersøges og afprøves.
Det meste af det, jeg selv igennem årene har bedrevet indenfor portrætfotografiet, har naturligvis udfoldet sig i Mellemøsten, som i de sidste 30 år har været min arbejdsplads, og også i det såkaldte ”Udkantsdanmark”, hvor jeg selv bor, og hvor jeg også har lavet et par dokumentarprojekter fra og om til TV2.
Portrætfotografiet er en genre med utrolig mange traditioner, strømninger og stilarter. Der er ikke én enkelt, der kan påstås at være Portrætfotografiet i bestemt form, med stort ”P”. Ikke noget der er den eneste og afgørende mest autoritative måde at bedrive portrætfotografiet på. Der er masser af måder at angribe genren på. Nogle er jeg dybt fascineret af og forsøger selv at blive inspireret af og nærme mig. Andre typer efterlader mig så kold og upåvirket, at det næsten slukker min interesse for genren i det hele taget.
På en foredragstur til en større jysk købstad, kom jeg forbi den lokale fotografs forretning. I vinduet var der portrætter af konfirmander i deres fineste tøj, brudepar, buttede babyer, glade familier og andre smilende mennesker. Alle tilsyneladende fotograferet i fotostudiet inde i baglokalet. Alle pænt fotograferet. Pænt belyst. Pænt klædt på. Pænt opstillet. Pænt photoshoppet. Og pænt printet og indrammet.
Pænt, pænt, pænt og helt ubegribelig keeeedeligt.
At portrættere folk er mere end blot at vise, hvordan de ser ud og er klædt på. Det handler også om at vise lidt af deres personlighed, hvad de er for nogle mennesker. Hvem de er. Hvad de laver. Hvordan de er. Hvad det er for et liv de lever – eller har levet. Forsøge at fortælle historien om mennesket. Ikke bare vise deres smilende ansigt og udseende.
Hvordan gør man så det?
Jeg ved det ikke. Helt ærligt. Men jeg forsøger at finde ud af det.
Eller rettere: Jeg er midt i en lang, snørklet opdagelsesrejse, hvor jeg forsøger at finde ud af, hvordan man gør.
Hver eneste gang, jeg har en rigtig portrætfotografering, er jeg rædselsslagen. Jeg er så bange for at være til besvær og ulejlighed. Jeg er ofte en stor undskyldning for mig selv, og det hjælper helt sikkert ikke på situationen – tvært imod, så det skal jeg forsøge at undertrykke. Gør jeg det ikke, vil min usikkerhed straks forplante sig til den, der skal portrætteres, og det vil ødelægge mulighederne for at lave et godt portræt af dem. Uanset hvor nervøs jeg end måtte være, så skal jeg med min optræden udstråle overblik og kontrol med fotosessionen (også selvom det bare er skuespil), så den person, jeg skal fotografere, kan slappe af, føle sig i kompetente hænder og tryg ved situationen. Det er altafgørende for at få dem til at åbne sig op for mig, og være villig til at gå et par skridt længere, end de måske ellers havde tænkt sig, så jeg kan komme lidt tættere på deres personlighed med mit kamera og lidt længere ”ind under huden”.
Ofte er min første fotosession med folk ikke den, der ender med at kaste de portrætter af sig, der senere bliver brugt. Tit er de første billeder bare en slags ”døråbnere”. Opvarmning. En måde at få brudt isen på og få taget lidt af mystikken ud af situationen. Nogle gange kommer jeg tilbage igen og igen. Til slut kender folk både mig og fotosituationen så godt, at de ikke længere gider at stille sig op og posere. Det er på det tidspunkt, man begynder at få de gode billeder. Både fordi den, der skal portrætteres, føler sig tryg og afslappet i ens selskab, ikke længere bliver intimideret af kameraet, og også fordi man selv samtidig efterhånden har lært folk så godt at kende, at man selv er mere klar på, hvilket portræt det er, man er ude efter.
* * *
For nogle år siden var jeg i forbindelse med mit Langelandsprojekt på en rejse til Ghana, for at fotografere. Jeg fulgte den langelandske kunstner Hans Kjær, som har sit eget mikro-bistandsprojekt i et par landsbyer dernede. Jeg har allerede vist et portræt af Hans i min sidste artikel, så her vil jeg blot koncentrere mig om nogle få af de billeder, jeg tog af de lokale i landsbyen Nnudu.
Hans Kjær har taget nogle af mine billeder med tilbage til landsbyen Nnudu i Ghana. Foto Steffen Jensen/Hans Kjær
Jeg opholdt mig i landsbyen Nnudu i godt og vel en uge. Jeg havde på forhånd doneret penge til bygningen af et bageri i landsbyen, så det skulle bygges, og derigennem lærte jeg efterhånden mange af indbyggerne at kende. Det var stort set aldrig et problem at fotografere dem. Ofte forventede de faktisk at blive fotograferet og blev nærmest skuffede, hvis jeg ikke havde taget mit kamera med.
Jeg fik masser af dejlige portrætter med mig hjem… og også en alvorlig blodforgiftning, som fik Ekstra Bladet til at skrive, at jeg lå på et afrikansk hospital og ”svævede mellem liv og død”. Det var naturligvis ikke korrekt. Jeg var meget dårlig, men næppe på dødens rand, og jeg lå faktisk på hospitalet i Svendborg. Ikke et eller andet sted i Afrika. Jeg havde enestue (læs: Lå i isolation) på grund af frygten for ebola, så jeg var hele hospitalets eksotiske eksemplar, og fik derfor førsteklasses behandling.
Beboerne i Nnudu elskede at blive fotograferet. Stillede sig gerne op og poserede. Vendte og drejede sig, og havde næsten hele dagen til rådighed, hvis det gjorde mig glad. Det var et rent Slaraffenland. Til slut kendte alle i landsbyen mig og mine kamera. De lod sig til slut næsten ikke mærke med min tilstedeværelse, selvom de alle sammen tydeligvis var vældig interesseret i af blive fotograferet.
En af de ting, jeg har lært, er, at det altid er godt, er at give dem, man har fotograferet nogle af billederne som tak. Da Hans Kjær nogle måneder senere var tilbage, fik han nogle store forstørrelser med sig derned. At dømme efter de billeder, han selv fotograferede med sin iPhone af det og sendte mig, så vakte portrætterne begejstring. Nu skal jeg bare tilbage og udnytte den goodwill, billederne forhåbentlig har givet mig.
* * *
Ofte synes jeg ikke, at ét enkelt foto er nok til at beskrive en person. Jeg tager som regel i hundredvis af skud. Kommer der bare en tre til fire gode, seværdige portrætter ud af det, er det fint.
I flere omgange har krydset rundt i Danmark og fotograferet beboerne i det, nogen lidt nedsættende kalder for ”Udkantsdanmark”. Fra fiskere til kunstnere. Fra aktivister til pensionister. Det har både lært mig en masse om fotografering, men det har også givet mig et hav af nye venner. Mange af dem er jeg til stadighed i kontakt med, og de holder mig opdateret om, hvad der foregår i deres hjørne af den danske ”udkant”. Så mit fotografiapparat er på den måde både min nøgle til at komme ind i folks liv og hverdag, og også til at gøre dem til en slags fortsatte kilder og meddelere, som både giver mig materiale til mit arbejde, og holder ”gryden i kog” så at sige, så jeg kan vende tilbage og tage endnu flere portrætter.
Syde Poul lod os bo i afdøde Per Kirkebys gård på Læsø. Her er han i kunstnerens atelier. Foto Steffen Jensen
På Læsø var den ”tovholder”, der var min indgang til øens aktivister og ildsjæle den pensionerede skolelærer Poul Christensen – kaldet Syde-Poul – som også selv har en finger med i næsten alt, der sker på den lille Kattegat-ø. Syde-Poul stod blandt andet bag ombygning af den nu afdøde kunstner Per Kirkeby’s feriegård og atelier til en slags kunstnerrefugium. Da han gav mig en guidet rundtur på gården, benyttede jeg lejligheden til at lave et par portrætter af ham. Det var i en situation, hvor han fremviste noget, han brændte for, og var en ekspert i, derfor havde han en form for ”hjemmebanefordel”, kan man sige.
Nede på færgehavnen i Vesterø, har to unge hjemvendte kokke Kamilla Kristensen og Thomas Wetle Andersen indrettet en ny gourmetrestaurant i en gammel nedlagt lagerbygning fra en fiskefabrik. Den fotograferede jeg, mens de var i gang med at sætte de ramponerede bygninger i orden. Det gjorde dem igen trygge i deres egne omgivelser, og derfor kunne jeg få dem til at agere en smule.
Selv synes jeg også, at det er et skønt portræt, hvor håret blæser hen over Kamillas ansigt. Hun forsøgte først selv at vifte det væk, men jeg sagde til hende, at hun skulle lade det være. At det gjorde billedet endnu bedre. Det fik hende til at grine, og det betød også, at hun fornemmede, at hun ikke behøvede at stille sig op og ”se pæn ud”.
På Mols var en af de ildsjæle, jeg fotograferede Mads Andersen, som er uddannet skolelærer, men som nu er fuldtids vinmager og indehaver af Andersen Winery i Vrinners. Mads laver Cava-lignende, mousserende vine af dansk frugt, og de har nået et niveau, så hans kunder omfatter nogle af landets allerbedste restauranter blandt andet Michelin-restauranten Geranium i København.
Mads fotograferede jeg også på hans fabrik, mens han forklarede om vinene. Det gjorde, at han var sikker og på hjemmebane, og jeg fik en masse situationer, der syntes naturlige, og – efter min mening – blev mere interessante, end blot et portræt, hvor han kigger ind i objektivet og smiler pænt.
* * *
Det kan nogle gange være nemmere at komme tæt på folk, man gerne vil portrættere, hvis man går sammen med dem om at lave et fælles projekt.
I en årrække havde Langeland et meget stort og aktivt hjælpearbejde for flygtninge og asylsøgere. Efter Vestas lukkede var arbejdet med flygtninge og asylsøgere en af øens største arbejdspladser. Jeg blev selv lidt involveret på sidelinjen, fordi jeg kørte et fotoprojekt sammen med nogle unge asylsøgere.
I starten fotograferede jeg håndværkerne, der gjorde asylcentret klart. Så fotograferede jeg nogle af drengene på asylcentret for unge, uledsagede drenge og de danske besøgsvenner, som meldte sig som frivillige til at hjælpe med og tage sig af dem.
Så lavede jeg et fotoprojekt, der skulle bringe langelandske amatørfotografer sammen med asylsøgere, som havde lyst til at lære fotografi, og derefter sammen kunne beskrive deres liv, håb og drømme i fotografi. I virkeligheden var målet naturligvis, at de undervejs skulle lære hinanden at kende, så der opstod noget mellemfolkelig forståelse mellem de nye og gamle langelændere. Fotografiet var bare redskabet. Men det gav fine billeder alligevel, selvom fotografiet blev en biting.
Jhon fra Eritrea viste sig som et kæmpenæssigt fotografisk talent. Han tager fantastiske billeder. Foto Steffen Jensen
Et par af de unge flygtninge, blev jeg meget gode venner med. Somaliske Jasmin, som elskede at være model, og Jhon fra Eritrea. Jhon, som vi kaldte Lille John, viste sig at være et kæmpe fotografisk talent, og jeg endte med at give ham et af mine gamle kameraer. Han blev så god, at en hel serie af hans billeder om sit eget og de andre asyldrenges liv blev offentliggjort på Dagbladet Politikens hjemmeside.
Sammen med Jasmin og Lille John tog vi rundt for at lære Danmark at kende, samtidig med at vi fotograferede deres nye fædreland og hinanden. Det gav en masse gode billeder, og det viste, at fotografiet i sandhed er et internationalt sprog. Uanset hvilket modersmål, man har, så kan man se, opleve og forstå de samme billeder. På tværs af kulturelle, religiøse, etniske, nationale og alle mulige andre skel, kan man uden problemer samles om at skabe billeder og opleve verden igennem fotografiet, og det gjorde vi.
Det førte også til en større fotoudstilling, som i et års tid derefter turnerede rundt på danske biblioteker.
* * *
En anden måde, hvor man kan få portrætfotograferingen til at blive en biting, der ikke tager kontrol over situationen, men tværtimod tillader normaliteten at herske, er at fotografere folk, mens de laver det, de er vant til og normalt ville lave alligevel. For eksempel følge med dem arbejde. Det gør at den portrætterede er på hjemmebane og føler sig sikker. Så må man som fotograf bare forsøge at sno sig og få det bedst mulige ud af situationen.
Da jeg lige var begyndt med mit projekt med at fotografere aktive langelændere, overtalte jeg den lokale fiskeskipper Ulrik Kølle Hansen fra Bagenkop til at tage mig med ud på et fisketogt på Østersøen.
Besætningen bestod af Ulrik selv, hans søn Mads og deres gode ven Lasse.
Jeg var søsyg fra vi forlod havnen kl. 05:30 om morgenen indtil jeg igen fik fast grund under fødderne ved 19-tiden om aftenen. Én lang lidelse, som gjorde, at mit fotografi måtte presses ind i de forløb, hvor jeg ikke hang ud over rælingen for at kaste op.
Min søsyge var dog ikke så dårlig endda. For det at ”ham krigskorrespondenten fra fjernsynet” ikke var for fem flade øre søstærk, var ligegodt noget af det sjoveste, de tre fiskere længe havde oplevet. Dermed var mystikken også taget lidt ud af situationen. Der var ikke længere noget som helst intimiderende ved mig eller mine kameraer. Jeg kunne bare fotografere, så meget jeg ville. De tre var endog enormt hjælpsomme med at stille sig op, så jeg kunne få de bedst mulige billeder.
Jeg overlevede togtet, fik stor respekt for fiskernes hårde, slidsomme arbejde, fik skudt et par tusinde billeder, som der kom et par dusin fine og brugbare fotos ud af, fik nogle nye venner og en stadig kilde til billige fisk.
På samme måde har jeg et par gange deltaget i høsten på Tranekær Gods, frugtplantager på Fejø og andre arbejdspladser og projekter, hvori de portrætterede føler sig hjemme og sikre, og derfor giver mig mulighed for at komme tæt på dem i en situation, hvor de er afslappede og tilpas, og min fotograferen kommer til at træde lidt i baggrunden.
Mens en normal portrætfotosession ofte er svær at strække over mere end en 2-3 timer, så giver det at følge folk på deres arbejde mulighed for at følge dem i 8-10 timer. Få billeder af dem i et utal af situationer. Man er ikke tvunget til at skulle tale med dem og underholde dem i timevis, men kan fotografere dem igen og igen, så de til slut ikke mere gider stille sig op, og bare koncentrerer sig om deres daglige dont. Da begynder de fine billeder ofte at dukke op.
* * *
Det traditionelle fotostudie får som regel folk til at frisere sig og klæde sig på i det stiveste søndagstøj. Så begiver de sig hen til de uvante omgivelser i studiet, hvor de skal have makeup på, og næsten sluge en håndfuld Valium’er fordi de er skide nervøse og hjertet galopperer afsted. Det er ikke nogen god stemning at lave portrætter i.
Enkelte gange laver jeg alligevel traditionel portrætfotografering, lidt i den gammeldags forstand. Den unaturlige situation med fotostudiet kan heldigvis også blødes op. Jeg har ikke noget fotostudie, men bygger i stedet noget midlertidigt op der, hvor de folk, der skal fotograferes, i forvejen befinder sig. Det hjælper også med til at afmystificere situationen og gøre dem, der skal portrætteres, mere afslappede.
Når man har stillet hele udstyret op, kan man prøve at få folk til at føle sig mere afslappede, ved at få dem til at hoppe lidt rundt, spjætte lidt, råbe, synge, lege eller andet, som kan få dem til at slappe af.
Jeg beder som regel folk om ikke at klæde sig om. Jeg vil hellere have dem i deres arbejdstøj eller almindelige hverdagspåklædning. Nogle gange får jeg dem også til at hjælpe mig med at sætte bagklæde, stativer og fotolamper op. Det er også med til at tage det sære og mærkelige ud af situationen, og få dem til at føle sig lidt mere afslappede.
Hele holdet af skuespillere. Foto Steffen Jensen
En af de sidste gange, jeg har lavet den slags mere traditionel portrætfotografering, var til noget PR-materiale, jeg havde lovet at lave for Langelandsrevyen. Jeg havde i forvejen fulgt prøverne i nogle uger, så jeg kendte skuespillerne og hele holdet bag revyen. Jeg havde allerede fotograferet dem et utal af gange på scenen, og de havde fået billederne, som de frit kunne bruge på deres egne sociale medier. Det gjorde også, at situationen ikke var så stiv, som den ellers kunne have været.
Det hjalp naturligvis også, at der i forvejen var tale om nogle mere ekstroverte personer, end folk er flest. Holdet elskede at stå på en scene og optræde for andre. Det gjorde det naturligvis også nemmere at få dem til at spille for kameraet.
* * *
Så hvad er konklusionerne af denne anden artikel om min egen opdagelsesrejse ind i portrætfotografiet?
Hvis jeg skal forsøge at opsummere nogle af de ting, jeg selv har lært, så er det:
…at man skal være tålmodig. Ikke forvente at få de bedste skud i kassen ved den allerførste fotosession. Man skal tværtimod være villig til at besøge folk gang på gang. Blot bruge de første fotosessioner til at ”bløde stemningen op”. Få folk til at føle sig mere afslappede og tilpas. De efterfølgende gange bliver fotograferingen mere rutine. Så bliver det hele meget nemmere.
…at man kan forsøge at fotografere folk på deres ”hjemmebane”, hvor de føler sig afslappede og trygge. Enten i folks eget hjem, i deres egne omgivelser, på deres arbejdsplads eller et sted, hvor de dyrker deres hobby, sport eller fritidsinteresse.
Mit improviserede fotostudie hvor jeg lavede mere traditionelle portrætter af flygtninge og langelændere med forbindelse til asylcentret. Foto Steffen Jensen
…at man, hvis man absolut gerne vil kontrollere situationen, have en neutral baggrund og selv sætte lyset, så bygger et midlertidigt fotostudie op, der hvor folk allerede er, snarere end at hive dem ind i et rigtigt fotostudie. Lad også folk hjælpe med ved opstillingen af udstyret. Det løsner også ofte op på situationen.
…at man giver folk billeder fra de første fotosessioner, som både gør dem til en slags allierede og endnu mere interesserede i at optræde foran kameraet endnu en gang. Det at der allerede eksisterer nogle brugbare billeder, som folk er glade for, betyder ofte, at både dem, der skal portrætteres, og du selv som fotograf er meget mere afslappet. Der ikke længere noget, der skal bevises. Nu er det bare sjovt. Herfra er det bare ren bonus. Det er ofte en langt bedre situation at få virkelig gode billeder i.
…og at man frem for alt selv lærer sit udstyr at kende, ved hvordan det fungerer det og mestre selve håndværket, så man ikke står og fumler, mens den, der skal portrætteres står og ser på. Er man selv usikker, forplantes usikkerheden til den, der skal fotograferes. Den sikkerhed og det overskud, man selv udstråler under fotograferingen forplanter sig til hele situationen og den, der skal portrætteres.
Sluttelig – og måske vigtigst af alt – fotografer en masse. Lav en mængde portrætter. Begynd gerne med familie og venner, som kan være forsøgskaniner, indtil man selv føler sig lidt sikker med genren. Start ”nedefra” med at lave nemme, overkommelige portrætprojekter. Nemmest hvis det er noget, man også selv er en del af. På ens egen skole, ens egen arbejdsplads eller et sted, hvor man kender folk eller de er trygge ved en. Når du selv er tryg ved at lave portrætfotos og ved at fortælle folk, hvad du gerne vil have, at de gør, mens du fotograferer dem, så kast dig du i det. Du vil ofte blive forbavset over, hvor glade folk er, ved at blive fotograferet, og hvor nemt det er at få lov til at gå meget længere, end du først troede.
