Et liv set gennem en firkant

tekst af Carsten Reenberg

Jeg har nu – hvor jeg er gået på pension – genfundet lysten og tiden til at fotografere. Lige nu sker det med mit digitale Nikon D7100 og et 17-55 mm-objektiv og et 70-300 mm. Derfor er jeg taknemmelig for at FO2RUM giver tidligere TV2-medarbejdere mulighed for at være medlem af foreningen. Samværet er meget inspirerende, og jeg kan kun anbefale andre med lidt fotointeresse at melde sig ind.

Min fotointeresse stammer helt tilbage fra barndommen. For mig fra omkring 12-års alderen. Jeg ville have mit eget kamera og ikke længere låne familiens Voigtländer med fast Skopar-objektiv. Det blev til Kodaks dengang helt nye kompaktkamera Instamatic 50, som lommepengene blev brugt på. Jeg har endnu det lille plastickamera.

Så kom det første spejlreflekskamera. Et østtysk Exakta med skaktsøger. Derefter et komplet mørkekammerudstyr. Forstørrelsesapparat, klapramme og skåle. Alt sammen købt brugt af landsbyens rullende ost- og viktualiehandler, der var medlem af en fotoklub i Odense. Det med skaktsøger og lup lignede ikke det, de rigtige pressefotografer brugte, så det blev hurtigt erstattet med et japansk Minolta. Stort set alle mine lommepenge blev spenderet på denne lidt dyre hobby.

Drømmen

Bare 14 år gammel bankede jeg på døren til pressefotograferne hos Fyns Tidende. De havde hjemme oppe på 3. sal i bladhuset på Fisketorvet i Odense. Jeg ville høre, hvordan jeg blev pressefotograf. Ole Bagger stak mig et Rolleicord (et to-øjet spejlrefleks – uden lysmåler og en film med 12 skud) i hånden.

”Gå ud og vis hvad du kan”, sagde han.

Det blev til tre dages pjæk fra skolen for at udleve drømmen. Min fremtid var beseglet. På trods af alderen plagede jeg de efterfølgende år for en elevstilling.

Redaktionschefen for Fyens Stiftstidende, G. W. Marcussen, boede i Fangel – min hjemby i barne- og ungdomsårene. Jeg ordnede have hjemme hos ham for at skaffe penge til min efterhånden dyre hobby og drøm om at blive fotograf. Marcussen havde dog andre planer for min fremtid. Han mente, jeg skulle være journalist. Jeg havde vist imponeret ham ved at starte og være redaktør af Skt. Klemensskolens første skoleblad Piloten. Han fik overbevist mine forældre om, at jeg skulle tage studentereksamen for at få en journalistelevstilling.

Genvejen

Dilemmaet om min fremtid endte med jeg midt i studentereksamen mødte Jens Baagøe, der var pressefotograf på Fyns Tidende og Fyens Stiftstidende. Han spurgte, hvorfor jeg ikke havde søgt pressefotografelevstillingen hos dem. De havde faktisk ventet kun på min ansøgning, sagde han.

Jeg fik mit ønskejob og blev pressefotograf, men skuffede mine forældre og Marcussen. Min Minolta blev erstattet med en alu-kuffert med 2 stk. Nikon F’ere, en række objektiver fra 20 mm over 35, 55, 105 til 200 mm og en stor multiflash. Det var før de motoriserede kameraer og zoom-objektiver. Alt sammen firmabetalt.  Jeg supplerede selv udstyret med en Leica M2 med en Super Angulon 20 mm + en 35 mm, for det brugte idolerne fra Politiken. Fællesudstyret var bl.a. et fiskeøjeobjektiv + en 400 mm 4,5 Novoflex med pistolgreb.

 

På egne ben

Efter fem år med mesterlære (uden skoleophold) i det fynske bladhus, ville jeg prøve at stå på egne ben som freelancer. Sikkerhedsnettet var en eksklusiv aftale med Det berlingske Hus’ fotoafdeling Nordfoto. Det blev senere til Scanpix – nu Scanpix/Ritzau. I 1978 blev jeg som freelancer for dyr og fik derfor tilbudt en fastansættelse med bil, pension osv. Som kommende familiefar valgte jeg at sige ja til det.

Det blev til 10 forrygende år. Masser af spændende opgaver rundt om i verden. Olympiske Lege, VM i speedway, håndbold og fodbold og kongelige rejser, bog- og LP-covers. Et blad beskrev mig på denne måde: ”Han har fotograferet alt fra stodderkonger til præsidenter.”

Uddannelsen

Fagets uddannelse blev mit hjerteblod. Det manglende skoleophold i mesterlæren skulle der gøres noget ved. Jeg blev fagligt interesseret og brugte ni år i Pressefotografforbundets bestyrelse med at kæmpe for at få en egentlig pressefotografuddannelse på Danmarks Journalisthøjskole. Arbejdet bar frugt. I 1983 vedtog Folketinget at etablere uddannelsen (dog som et kompromis mellem DjH og Århus Tekniske Skole). I 1985 blev jeg uddannelsens første leder og fik titlen: Danmarks første lektor i billedjournalistik! Det skete alt sammen i en orlovsperiode fra Det berlingske Hus.

På Journalisthøjskolen mødte jeg tv-uderviseren Jakob Nielsen, som ville have mig til også at undervise hans elever i billedjournalistik. Jakob var tidligere souschef i DR og ven med O.B.Larsen, som blev TV2’s første tekniske chef og hans kone Jette Kehlet, som blev uddannelschef på TV2.

I foråret 1988 blev jeg under et kursus i Hirtshals ringet op af Jette, som ønskede en samtale med mig. Den lød interessant.  Ja, på den måde endte jeg med at blive en af TV2’s pionerer i maj 1988.

Titler

I pressefotograftiden blev jeg præmieret fire gange. Blandt andet med titlen Årets Pressefoto, samt Årets Pressefotograf og året efter som Årets tv-fotograf. Jeg har været dommer i samme konkurrence fire gange. Dog ikke i de år, hvor jeg vandt. Har også været dommer i Selskabet for Dansk Fotografi’s Den Nationale-konkurrence to gange. Været kursusleder på omkring 50 efteruddannelseskurser for Den journalistiske Efteruddannelse/UPDATE og Modul Kursus med billedjournalistiske emner mm.

Fra still til levende billeder

Skiftet fra pressefotograf til tv-fotograf var stort. Meget stort. Før skulle hele historien fortælles i ét foto (hvad, hvor, hvem osv.). Nu skulle der tænkes i forløb og sekvenser, fra total- til nærbilleder. Men jeg (og TV2) overlevede skiftet. Det varede præcis 29 år til jeg lod mig pensionere, som 67-årig (på Danmarks befrielsesdag).

 

 

 

 

 

 

 

 

 
 
 
 

Jeg tror min kunstinteresse (jeg var i bestyrelsen og bl.a. formand for TV2’s Kunstforening i over 20 år) er nøje forbundet med min fotointeresse – og omvendt. Lys, farver og især komposition betyder for mig meget for, hvad der er inde i den firkantede ramme – både i søgeren på kameraet og i billedrammen på væggen. Billedkomposition handler om, hvordan et billede opbygges så det præsenterer motivet på den stærkeste måde. Det gøres nemmest ved at arrangere billedets elementer, så det opnår orden, balance og klarhed. Gammeldags? Måske. Men regler er jo til for at brydes – men først, når man har lært at beherske dem.

Et at mine første pensionist-projekter var et gammelt ønske om, at portrættere nogle af Færøernes største kunstnere. Det skete i november 2019. Af de over 50 lande jeg har besøgt på reportagerejser har Færøerne og landskabet nok fascineret mig mest. Det samme har ørigets ekspressionistiske kunstnere. Derfor fylder fotos fra Færøerne og kunstnerne derfra en del i mit galleri her i FO2RUM.

 
 
 

Torbjørn Olsen, Bárður Jákupsson og Tróndur Patursson er tre af de mange færøske kunstnere jeg portrætterede i efteråret 2019. Jeg valgte at præsentere dem i sort/hvid fordi det var kunstnerne jeg ville vise – og så deres koloristiske værke ikke stjal opmærksomheden.