Sort-hvide fotos. Ingen tekst… men masser af fortælling
Jeg er journalist… punktum!
Det indleder jeg altid med at fortælle, når jeg holder foredrag om fotografi og viser mine egne billeder.
Ikke fordi jeg mener, at det er bedre at være journalist. Slet ikke. Jeg ville gerne være fotograf, men det er jeg ikke. Jeg er journalist. En journalist der også fotograferer. Jeg siger det ikke på denne måde som en eller anden form for falsk beskedenhed, for jeg ved godt, at jeg kan fotografere. Også er god til det. Jeg siger det ud af respekt både for mit eget fag og for fotografernes.
Jeg elsker fotografi. Jeg vil klassificere mig selv som en dedikeret amatørfotograf.
Hvorfor denne indledningen om at jeg er journalist og andre fotografer?
Fordi jeg er et ordets mand. De er billedets.
Jeg er uddannet i at fortælle historier i ord. De har lært det samme i billeder.
Puritanerne på ordsnedkernes side skriver lange, smukke beretninger, endog hele bøger, uden ét eneste billede. Billedmagerne giver os lige så fantastiske fortællinger, blot udtrykt i billeder ene og alene.
Nogle skriverkarle opfatter kun fotografiet
som en slags illustration til deres fortælling, hvilket fotografer naturligvis
er kede af. De ser deres håndværk mindst på samme niveau som den tekstlige
fortælling. Nogle af disse visuelle folk ser så sig selv som hele kunstnere, og
opfatter til tider næsten teksten som noget, der vil tage opmærksomhed væk fra
deres kunstværk.
Jeg befinder mig lidt i grænselandet midt imellem de to yderpunkter.
Jeg elsker billeder lige så meget, som jeg holder af teksten og fortællingen.
Jeg holder af at se gode fotografers værker. Jeg nyder det. Jeg suger til mig. Tager ved lære. Oplever.
Jeg elsker også at høre historien bag fotografiet. Eller læse fortællingen bag. Hvor er det fotograferet henne? Hvad skete der? Hvad var omstændighederne? Hvem eller hvad er det, vi ser på billederne?
Derfor bliver jeg tit skuffet, når jeg oplever en fotoudstilling helt uden eller næsten uden tekster. Det samme med fotobøger, der slet ikke giver mig nogen baggrund eller forståelse for de enkelte billeder og motiver.
Fotograferne derimod – for jeg har ofte diskuteret det med dem – synes ofte at deres billeder skal opleves. Billederne skal tale for sig selv. Ikke forstås. Der er ikke nogen facitliste. Fortolkningen er så fri som oplevelsen. Beskuerens fortolkning skal ikke låses fast af en tekstlig fortælling.
Enkelte gange står der måske Kairo, 12. marts 2001 på en lille diskret seddel på væggen ved siden af fotoet. Eller Kerteminde, juni, 1999. Nogle gange af hensyn til fotonørderne kan det være tilføjet: Leica M6, Summicron 50mm, 1/125 sek., f/2, 400 ISO.
Ikke meget mere end det.
Jeg ville dog ofte gerne have en lille smule tekst. Få lidt baggrund.
Især fordi jeg kender en del fotografer, og overraskende nok elsker de, når vi er sammen, at fortælle om deres fotos. Alt det, jeg gerne ville have kunnet læse i bøgerne eller på udstillingerne, får jeg over en kop kaffe eller en øl. Men det er historier, som andre også burde have adgang til… synes jeg.
Og dog.
Nu er jeg lige pludselig kommet en smule i tvivl.
Syv billeder, sort-hvidt, ingen mennesker, ingen tekst
Der florerer for tiden (efterår-vinter 2017) en dille på Facebook, hvor man af en bekendt bliver opfordret til over en periode på syv dage, hver dag at offentliggøre ét fotografi.
Det skal være i sort-hvid, uden mennesker og uden nogen form for ledsagende tekst.
Det går lidt imod alt det, jeg egentlig selv står for. Men hvorfor ikke prøve? Jeg greb udfordringen, og fandt nogle billeder frem og optog også et par nye.
Det var egentlig en interessant oplevelse.
Jeg lærte i hvert fald noget nyt.
Både fordi billederne skulle være uden
mennesker. Næsten alle mine fotos har mennesker prominent placeret som
hovedmotiv. Jeg elsker mennesker. Men det måtte der altså ikke være her, og
derfor skulle fotografiet så have nogle andre
kvaliteter, der gjorde det seværdigt… nemlig fortællingen.
Men der måtte jo heller ikke være nogen tekst! Så fortællingen, eller
fortællingerne, skulle også være i fotografiet alene.
Det med den manglende tekst var sådant set den største overraskelse. Svært (for
mig), men en positiv overraskelse. Især de mange reaktioner, jeg har fået på
billederne. Folk har hver især selv lagt en masse ting i billederne. Hæftet
deres egne fortællinger på dem. Egne fortolkninger. Ofte noget helt andet end
det, billederne faktisk viser. Eller som jeg mener, at de viser. Men det er jo
i bund og grund totalt ligegyldigt.
Den lille, fattige dreng med spilledåsen
Oplevelsen har fået mig til at huske på en julehistorie fra min allertidligste skoletid. Jeg må have gået i tredje eller fjerde klasse, vil jeg tro. I dansktimens læsebogen var der en sukkersød, sentimental julefortælling om en lille fattig dreng, som i skraldespanden havde fundet en gammel spilledåse. En af dem med en tromle med små pikke, som passerede forbi nogle metalblade, der hver især havde en tone.
Spilledåsen var kasseret, fordi alle metalbladene var brækket af. Der var kun ét metalblad tilbage, og derfor kun én enkelt tone, som man kunne høre, hver gang den lille dreng havde drejet et antal omgange på et lille håndsving.
”Pling”, sagde det.
Så ingenting. Så endnu et ”pling”.
Den lille dreng var så glad for sin spilledåse, at han sad og spillede på den i klassen på den sidste skoledag inden juleferien, og det drev hans lærerinde til vanvid. Selvom hun flere gange havde irettesat ham, så gik der kun et lille stykke tid, inden der igen lød et ”pling” nede fra drengens plads. Til slut konfiskerede lærerinden spilledåsen og sagde til drengen, at han kunne få den tilbage efter skoletid.
Da det ringede ud, havde skolelærerinden imidlertid så travlt med at komme hjem, at hun helt glemte den lille dreng og hans konfiskerede spilledåse. Hun huskede først på det, da hun dagen til juleaften i en legetøjsbutik ser en ny spilledåse stå på hylden. Hun bliver så ulykkelig, at hun køber den splinternye spilledåse, og på vejen hjem kører hun forbi den lille drengs hus, for at give ham den nye spilledåse.
Den lille dreng pakker spilledåsen ud, og drejer forsøgsvis på håndsvinget. En smuk lille vise kommer plingende ud. Ikke kun en enkelt tone. Hele melodien. Spilledåsen mangler ikke noget. Men drengen ser stadigvæk ulykkelig ud.
Den forbavsede skolelærerinde spørger forundret, hvorfor han dog ikke er glad?
”Jeg synes at min gamle spilledåse kunne spille mange flere forskellige sange”, svarede han.
Fotografiet med eller uden ledsagende tekst
Hvorfor kom jeg til at tænke på den lidt sukkersøde fortælling i forbindelse med mine fotos med eller uden forklarende tekster?
Måske fordi billederne med tekster er som den nye spilledåse, som perfekt kan spille en hel sang. Men kun spille den ene sang. Ikke andre. Teksten låser oplevelsen fast og afskærer andre fortolkninger og forklaringer.
Billedet uden tekst er som spilledåsen med kun én enkelt tone. Én enkelt tone som kan være en bid af uendeligt mange forskellige melodier. Hvilke melodier – eller hvilke fortællinger – sætter kun fantasien grænser for.
Jeg kan stadigvæk godt lide tekster. Og det sammenspil, der kan opstå imellem fotos og en ledsagende fortælling. Jeg elsker i særdeleshed foto-essayet. Jeg opfatter billed og tekst som en helhed. Som to sider af samme sag, der hver især beriger hverandre. Men jeg må indrømme, at jeg også – nu lidt mere end tidligere – har fået øjnene op for mulighederne i ”det nøgne” foto. Fotografiet uden tekst, der giver beskueren mulighed for at hænge sine helt egne fortolkninger, historier og fortællinger på.
Så man skal aldrig låse sig helt fast i én enkelt position.
Her kan du se de syv fotos, i sort-hvid, uden tekst, som jeg i løbet af en uge i slutningen af november og begyndelsen af december 2017 viste på min Facebookside, plus nogle enkelte flere som ikke slap igennem den sidste udvælgelse, da der kun skulle være syv.
